Handling: den sammenhængende række af begivenheder i et episk eller dramatisk værk. Handlingen udfolder sig i tid og rum. I det episke værk og i dramaet er udgangspunktet meget ofte en hovedpersons interesse, ønske eller vilje, som får ham til at stræbe efter et bestemt mål. Hvor denne stræben krydser andre personers interesser, modsatte tilbøjeligheder i personen selv, eller modstand af anden art: fra samfundet, Gud, skæbnen, opstår en konflikt*. (Jf. omtalen af »aktant-« og »grundstruktur«-modellerne i artiklerne Eventyr* og Narratologi*).

Handlingen kan være stramt orienteret omkring ét enkelt forløb af denne art, eller den totale handling kan, som ofte i romanen, være sammensat af flere handlingsstrenge [1].

I handlingens konstruktion demonstrerer forfatteren  - mere eller mindre indirekte - sin livstolkning. En sådan kan fx have religiøs eller ateistisk karakter, den kan tage udgangspunkt i et idelogisk/politisk liberalistisk eller socialistisk ideal. I bestemt genrelitteratur, fx trivialnovellen i ugebladet, ligger ofte indlejret en livstolkning, der kan karakteriseres som tro på hjemmet og ægteskabet. Kriminalromanen bygger på en livstolkning om, at retfærdighed skal ske fyldest, hvis orden og tryghed skal opnås i et samfund. Jf. Fabel*, Intrige*, Tema*.

[1] Situation og handling:

. . . I det fiktive univers udskilles der altid en eller flere situationer, hvori personer på samme tid befinder sig på bestemte steder. For at kunne definere situationen må vi altså benytte begreberne person, tid og sted... Der må bl.a. kræves en eller anden form for interaktion mellem personerne, men hvori denne kan bestå kan det være vanskeligt at gøre udtømmende rede for. Det ser ud til at den kan omfatte fysisk kontakt, samtale, duel på håndskydevåben, telefonsamtale over lange afstande, telepatisk kontakt o. lign. men ikke personer der blot tænker på hinanden, personer der udveksler breve o. lign. ... Vi vil jo selvfølgelig altid finde forfatterens meddelelsessituation, men er det den eneste har værket jo ingen egentlig handling og vi vil ikke klassificere det som en fortælling. Vi må kræve at der er mindst én situation i det fortalte; det er spørgsmålet om vi ikke også må kræve at den mest omfattende situation kan leddeles før vi vil tale om en fortælling . . .

(Niels Erik Wille, Romanproblemer i Festskrift til Hans Sørensen, 1968)