Gentagelse: Gentagelsen er et grundtræk i al digterisk fremstilling, et simpelt udtryk for dén vilje til form, der både præger det sproglige udtryk og værkets komposition* som en sluttet og sammenhængende udvikling af et tema*.

Gentagelsen som stilfigur

Man kan skelne imellem forskellige typer af gentagelse:

• repetition af et eller flere ord, »identisk ordgentagelse« [1]; en særlig form er omkvædet*
• sammenstilling af synonymer, »varieret ordgentagelse«, tautologi*
• gentagelse af den samme syntaktiske konstruktion (samme ledtyper og ledstilling i to eller flere sætninger), som regel forbundet med gentagelse af tanken [2-3].

I den lyriske genre*, hvis særpræg er den tidløse kredsen om den samme oplevelse, er gentagelsen et fast, konstituerende stiltræk. Den kan udtrykke inderlighed eller overstrømmende, pompøs, begejstret svulmen. Den agitatoriske gentagelse indprenter en religiøs eller politisk sandhed som det ene fornødne.

Gentagelsen som kompositionsprincip

I det lille lyriske digt kan det være vanskeligt at skelne, om en gentagelse er en stilfigur eller et træk i kompositionen.

I episke og dramatiske værker er gentagelsen især en kompositionsfaktor, særlig iøjnefaldende i den stærkt formaliserede folkedigtning: folkeviser*, eventyr*, jf. Episke love*.

Ofte gentages i større værker bestemte situationer, der belyser temaet eller hovedpersonens problem: I trebinds-romanen Adam Homo (1842-49) af Fr. Paludan-Müller fristes hovedpersonen gang på gang, - og giver efter; hver gang Lykke-Per (3. udg. 1918) i Henrik Pontoppidans romanserie af samme navn tror sig fri, trækker hans fortid i ham (se citat ved artiklen Konflikt*).

Overhovedet opbygges en personkarakteristik som regel ved gentagelse af de samme adfærdstræk og reaktioner.

En særlig form for kompositionel (tematisk) gentagelse er ledemotivet (se Motiv*).

[1] Forskellige former for identisk ordgentagelse:

Anafor (X . . ., X . . .):

brødre i livets taager,
brødre i nøden paa jorden . . .

(Gustav Munch-Petersen)

Epifor . . . X, . . . X):

Høst er endt og Løvfald
kommer, Nat og Løvfald,
Maaneskin og Løvfald,
Suk og Sorg og Løvfald.

(Thøger Larsen)

Epizeuxis (XX):

... imedens du hviler, skudt ned, skudt ned,
dit Livs ubesindigste Digt.

(Tom Kristensen)

Epanastrofe (. . . X, X . . .):

. . . glider vi mod hinanden, hav mod skibe,
skibe i vuggen under varme himle.

(Jørgen Sonne)

Polyptoton (gentagelse af samme ord i ændret funktion):

. . . To Gange gav han Livet Form,
i Livet selv, i ædel Norm.

(Johs. V. Jensen)

[2] Parallellisme, både i sætningsbygning og tankegang:

Lad Krig fornøye Potentater,
Lad Helte vinde Seyers Krands,
Lad Bytte muntre troe Soldater . . .

(Ambrosius Stub)

[3] Variation af samme tanke, svag parallellisme i sætningsbygningen:

Hvorfor er der sangfugle?
Glenter ræve og falke taler for tavshed
Hvorfor vokser træet opad og ikke henad som slangen og krokodillen?
Før eller siden falder skovriderens blik på det
Et spædbarn kan ikke holde sin kæft og straks er
familjens skjulested røbet.. .

(Ivan Malinowski)