Genre: betegnelse for de kategorier, man inddeler tekster i.

Genre-begrebets forskellige anvendelser

Ordet »genre« bruges undertiden både om fiktiv og ikke-fiktiv litteratur (jf. fiktion*) [1]. Traditionelt forbindes ordet dog udelukkende med klassifikation af digtning. Således også i denne fremstilling.

Man opererer i praksis med genredefinitioner på 3 niveauer:

1. storgenrerne (»digtarterne«, »naturformerne«): lyrik*, epik*, drama*.
2. undergenrerne, der opdeler hver af storgenrerne efter formelle og/eller indholdsmæssige synspunkter. Inden for storgenren epik skelner man således imellem epos*, roman*, novelle*, legende* m.m.
3. de snævreste genrer; definitioner, der yderligere opdeler disse undergenrer, især efter stof* og tema*: dannelsesroman*, salme*.

1. Lyrik, epik og drama:

De 3 storgenrer omfatter tilsammen digtekunstens udtryksmuligheder. De er altså, hvordan man i øvrigt vil definere dem, almene bestemmelser, som ikke ændres i tiden. Derfor er de i sig selv ikke noget emne for litteraturhistorien. Men en litteraturhistorie kan naturligvis være disponeret efter dem.

Træk fra alle 3 genrer vil ofte være til stede i det samme værk.

Storgenrerne kan muligvis overhovedet ikke defineres udtømmende og modsigelsesfrit over for hinanden. Den følgende korte oversigt skitserer deres indbyrdes modsætninger og slægtskab.

I lyrikken* udtrykker en jeg-person sin umiddelbare stemning, følelse eller følelsesbårne tanke. Lyrikken kredser om oplevelsen i dette øjeblik, den grammatiske tid er nutid (præsens).

Heroverfor fremstiller både episk* og dramatisk* digtning et forløb i tid, en handling*. Den episke digtning meddeler handlingen gennem en fortæller*, der kan skjule sig i det fortalte. Den dramatiske handling på en scene udføres (ageres) af skuespillere, som repræsenterer de opdigtede personer.

Dramaet udspilles for tilskuerens øjne og opleves af denne som samtidigt; man har også heri set en modsætning til den episke fremstilling, der skulle være en beretning om fortidige og afsluttede begivenheder, jf. at den fremherskende grammatiske tid i episke værker er datid (præteritum). Men episk datid er ofte uden egentlig tidsbetydning, og fremstillingen opleves da som samtidig med læserens nutid (jf. Panorama/scene*).

Fælles for epik og drama er karakteren af fiktion*. Man har heri set en modsætning til lyrikken: den skulle være »eksistentiel«, et udsagn om digterens oplevelse af virkeligheden. Men hvis man karakteriserer på den måde, får man vanskeligheder med rolledigtet*. Det er således ikke muligt - endsige relevant - altid at identificere digterens jeg med digtets.

Det er endvidere et problem om man kan skelne skarpt mellem en særlig episk og en særlig dramatisk handlingsopbygning [2].

2. Undergenrerne:

Hver storgenre opdeles i en række undergenrer.

Inden for den episke digtning skelner man mellem de små former: sagn*, eventyr*, fabel*, legende*, parabel*, og de store: epos*, roman*. Novellen* indtager nærmest en mellemstilling.

De klassiske lyriske genrer, som udvikledes i antikken, er ode*, hymne*, elegi*, satire*. De defineres ved tema*, holdning*, stil* og metrum*.

Klassicismen* i 1600- og 1700-tallet betoner holdningen og skelner mellem satirisk, didaktisk (belærende), deskriptiv (beskrivende) og bekendende lyrik, hvortil kommer lejlighedsdigtet.

I nyere tid inddeler man især tematisk: kærlighedslyrik, naturlyrik, religiøs lyrik.

Dramatiske genrer er fx tragedie*, komedie*, vaudeville*.

Undergenrerne er et litteraturhistorisk forskningsområde [3]. Man kan studere, hvad skiftende perioder forstår ved en bestemt genre (se eksempel ved artiklen Elegi*). Eller man kan vise, hvordan nye lyriske, episke og dramatiske undergenrer udvikles. F. J. Billeskov Jansens ’Danmarks Digtekunst’ er et eksempel på en litteraturhistorie*, der udelukkende er disponeret efter genrer (behandlingen af det enkelte forfatterskab er altså splittet op). Men også mere traditionelle litteraturhistorier, der omtaler det enkelte forfatterskab samlet, tilgodeser gerne genresynspunktet i behandlingen af det enkelte forfatterskab.

3. De snævreste genrer:

En yderligere opdeling efter stoflige kriterier er ved sin snæverhed et egnet udgangspunkt for undersøgelser af ideologiske forskydninger, fx salme*-digtningen til forskellig tid eller dannelsesromanens* forvandling til udviklingsroman*. Studier i triviallitteraturen* må respektere meget faste og præcise genre-skabeloner (lægeroman, western etc.).

[1] »Genre« i bred betydning:

De genrer vi har, er en slags normalløsninger af nogle kommunikationsproblemer der har trængt sig på . . . Sproget er efterhånden blevet nøje tilpasset formålet, og vi har fået koder eller tekstarter hvor visse typer af indhold er knyttet til visse typer af sproglige udtryk i en bestemt slags situationer. . . De mest faste genrer er dem der løser faste opgaver med faste roller. Det er typer som vi kender dem i forbindelse med lovgivning og administration, publikumsrettet politisk aktivitet, erhvervslivet, retsvæsnet, kirken, skolen og andre institutioner . . .

(Harald Steensig, koda-serien, 1972)

[2] Omrids af en marxistisk genreteori:

Både tragedien og den store epik - epopé (: epos) og roman - fremstiller den objektive ydre verden og fremstiller kun menneskets indre liv, forsåvidt som dets følelser og tanker viser sig i dåd og handlinger, i et synligt vekselspil med den objektive ydre virkelighed. Dette er den afgørende skillelinje mellem epik og drama på den ene side og lyrik på den anden. Endvidere: Det store epos og drama fremviser begge et totalt billede af den objektive virkelighed. Dette skiller dem både indholdsmæssigt og formelt fra de andre episke genrer, af hvilke især novellen er blevet af betydning for den moderne udvikling. Epos og roman skiller sig netop ved denne totalitetsopfattelse fra alle andre underordnede former for epik:

Denne forskel er ikke kvantitativ, omfangsmæssig, men derimod kvalitativ og afhængig af den kunstneriske stil, den kunstneriske formgivning, det er en forskel, der gennemtrænger alle enkeltmomenter i værket.

Allerede her må der imidlertid peges på den vigtige forskel mellem dramatisk og episk form ...

... Kravet om at den store epik skal fremstille »genstandenes totalitet« betyder dybest set et krav om, at den skal give en kunstnerisk afbildning af det menneskelige samfund, sådan som det bliver skabt og genskabt i sin daglige livsproces.

Som vi allerede ved, stræber også dramaet mod en total fremstilling af livsprocessen. Men denne totalitet er koncentreret om et fast centrum, omkring det dramatiske sammenstød. Den er, om man så må sige, en kunstnerisk afbildning af systemet, af de menneskelige bestræbelser, som ved at bekæmpe hinanden tager del i dette sammenstød. ..

. . . Shakespeare fremstiller i forholdet mellem Lear og hans døtre, mellem Gloster og hans sønner de store typiske, menneskeligtmoralske bevægelser og retninger, som på ekstremt tilspidset vis udspringer af den feudale families problematisering og opløsning ... Men hvad er det, der ikke er med i denne fremstilling? Der mangler hele det liv, der omgiver forholdet mellem forældre og børn, hele familiens materielle grundlag, dens opkomst, dens undergang o.s.v. Man behøver blot at sammenligne dette drama med de store familieskildringer, som i episk form fremstiller familiens problematik ...

... man behøver ikke være særlig skarpsindig for at se forbindelsen mellem et samfundsmæssigt sammenstød i yderligtgående form og samfundsmæssig omvæltning, revolution. . . . Det er sikkert intet tilfælde, at tragediens store blomstringsperioder falder sammen med det menneskelige samfunds store verdenshistoriske omvæltninger ...

(Georg Lukács: Adskillelsen mellem epik og drama, 1936-37, dansk 1973 i Leif Søndergaard Andersen: Marxistisk Litteraturteori)

[3] Genre og periode:

... (Man kan) generelt konkludere, at genrebestemmelser kun foretages partielt ud fra en bestemt litterærhistorisk periode, og at det er genrestudiets opgave at beskrive de litterære traditioner og transformationerne af disse i det historiske forløb og sammenhængen mellem disse og det intellektuelle og sociale milieu. Denne stadige understregning af sammenhæng mellem genre og periode er sket ud fra den betragtning, at litteraturhistorien, og herunder genrestudiet, kun får mening ved at blive set i sammenhæng med den kulturelle og sociale historie i sin helhed; men dette betyder ikke en opgivelse af den interne beskrivelse af de litterære tekster, tværtimod er denne en forudsætning for, at historien overhovedet kan skrives; men til gengæld kan denne sidste ikke blot bestå af en akronisk sammenligning af strukturtyper, den må også søge at beskrive forandringernes forudsætninger og dermed grundene til de litterære norm- og værdisystemers ændringer.

(Jørgen Dines Johansen: Novelleteori efter 1945, 1970)