Fabel 1: kort fortælling med belærende/moraliserende sigte. Handlingen udføres i reglen af dyr, som er tillagt én fast karakteregenskab (det dumme æsel, den snedige ræv).

Genren er meget gammel og meget udbredt. Mange af de kendteste fabler tilskrives, med urette, grækeren Æsop. I ældre europæisk digtning spiller fablen en betydelig rolle; særlig kendte er La Fontaines versfabler fra 1600-tallet. Hertillands udgiver Holberg en samling fabler på latin (1751). I nyere tid forekommer genren rent sporadisk i voksenlitteraturen; nogle af H. C. Andersens eventyr står genren nær (Toppen og Bolden), Pontoppidans 'Ørneflugt’ (1890) er en fabel, og som sådanne kan man måske også betragte nogle af Benny Andersens digte i 'Den musikalske ål’ (1960).

I børnelitteraturen har fablen derimod været meget livskraftig. De fabler, der går under Æsops navn, optrykkes stadig i udgaver for børn. Det klassiske danske eksempel er Kaalunds sentimentalt moraliserende 'Fabler for Børn’ (1845) [1]. Utallige dyrefortællinger har, selv om de i øvrigt ikke kan henregnes til genren, fablen som forudsætning; det gælder også Walt Disneys og andres dyretegneserier.

[1] En klassisk fabel:

Den dræbte And
I Skoven risled den klare Aa;
En blodig Vildand bag Sivet laa,
Af Jægerens Bøsse var den dræbt,
Den havde sig hen til Reden slæbt.
Nu stod omkring den de Ællinger smaa,
De kunne det sletikke ret forstaa,
De krøb under Vingen, men den var slap -
»Vaagn op søde Moder, rab, rab, rab rabl«
Saa aabned de alle Smaanæbene vidt:
»Vi ere saa sultne, giv os lidt!«
Men moderløs’ vare de arme Smaa —
O, har du en Moder, da skjøn derpaa!

(H.V. Kaalund: Fabler for Børn, 1845)