Eufemisme: skånsom, formildende omskrivning (jf. Perifrase*) af ord, som er belagt med tabuforestillinger eller opfattes som vulgære: »sove stille hen« = »dø«.

En egentlig eufemisme foreligger kun, hvor brugeren bevidst undgår et mere direkte udtryk. Men en læser kan naturligvis ud fra sin smag opleve en fremstilling som eufemistisk, der ikke er tænkt sådan, fx ældre tiders idealiserede kærlighedsskildringer.

Modernismen* i Danmark efter 1960 (Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo) brød med den lyriske tradition bl. a. ved at udtrykke sig ligeud og præcist om biologiske realiteter som seksualitet, fordøjelse, død. Modernismen blev derfor mødt med uforstående afvisning af mange læsere, der mente, at lyrikken skulle besynge det skønne, »poesiens blå blomst«.

Eufemismens billedkarakter kan også udnyttes med komisk effekt: »stille træskoene«, »falde af pinden« eller virke frivolt tvetydig. Når man taler uden om, understreger man, at det frække er frækt.

[1] PH om eufemisme og lyrisk tradition:

To minutters stilhed
lidt overbærenhed og mildhed:
Vi kommer til et vanskeligt emne,
men vi skal genn’m det.
Jeg ved jo nok vi ellers nutildags
så let biir utilpas,
men hold nu nakken stiv:
nu skal der røres ved en brændenælde
- jeg tænker på det seksuelle.
Sikken et perspektiv.

Selv den mest moderne
og kloge mor besmykker gerne
den sag med blomstersprog så lyrisk,
ell’s biir det dyrisk.
Til børn må man vist hell're vige ud,
sig det dog lige ud .
La’ vær’ og foregiv
at vi sku’ være søde bier der svinger
os rundt i sengene på vinger.
Sikken et perspektiv.

(Poul Henningsen: Sikken et perspektiv, 1930)