Essay: »forsøg«, genre* på grænsen mellem fiktion* og sagprosa*. Et essay er en kort, subjektiv fremstilling af et emne. Til forskel fra fx genren 'afhandling' er essayet lunefuldt og bevidst usaglig. Vægten ligger på essayistens oplevelse af emnet, på hans personlige vurdering eller gennemført ensidige argumentation for et synspunkt, der falder langt uden for normalopfattelsen, som når fx Holberg i et essay leverer en Apologi (: forsvarstale) for Fanden.
Den subjektive holdning stiller kunstneriske krav til den sproglige formulering: stilen skal på den ene side nøjagtigt opfange den skrivendes individualitet, sym- og antipatier, stemning og lune. På den anden side er det karakteristisk for essaystil, at den er læservendt: essayet fremtræder gerne som en fortrolig samtale med en god bekendt.
Genren har rødder i antikken*: Cicero, Seneca. I sin moderne skikkelse kan essayet føres tilbage til Montaignes Essais, 1580 ff, efter hvilke genren har navn [1].
Danske essayister er Ludvig Holberg: Epistler 1748-54, Georg Brandes, hvis portrætter af Danske Digtere 1869 ff er eksempler på det yndede litterære essay; Jacob Paludan, Knud Sønderby, Per Lange. Johs. V. Jensens myter* kan undertiden henregnes til genren.
[1] Montaigne introducerer sine Essais:
Denne bog er, min læser, en oprigtig bog. Den lader dig fra første færd vide, at det mål jeg har sat mig, udelukkende er privat og personligt. . . Mine fejl og mangler vil man finde aldeles livagtige deri, ligeså mit utvungne væsen, så vidt som hensynet til den almindelige velanstændighed har tilladt mig det. Hvis jeg havde befundet mig blandt de folkeslag, som man fortæller stadig lever i de primitive naturloves søde frihed, forsikrer jeg dig, at jeg hjertens gerne havde afbildet mig selv i hel figur og splitternøgen. Jeg er altså, læser, selv emnet for min bog, og der er ingen grund til, at du skal ofre dine ledige stunder på et så intetsigende og ligegyldigt emne.
Og hermed Gud befalet!
Montaigne
1. marts 1580.
(Dansk oversættelse ved Karen Nyrop Christensen, 1958)