Epitet: »tillæg«, betegnelse for en beskrivende tilføjelse, især brugt om adjektiver.

»Epitheton ornans«: »prydende« (også kaldet »fast« eller »stående«) epitet er et adjektiv, der indgår en obligatorisk forbindelse med et bestemt substantiv, som det kendes fra Homer (fodrappen Akilleus) og fra folkevisen og anden mundtlig digtning, hvor brugen af faste epiteter er et udslag af stilens almindelige klichékarakter [1].

Modsætningen til det faste epitet er »le mot propre«: det ene, rette ord, som naturalismen* kræver i sin bestræbelse på den helt præcise, objektive beskrivelse [2].

Symbolismen* taler om »l'epithete rare«: det sjældne epitet, ofte et sammensat adjektiv, der skal gengive en stemnings fineste nuancer, som normalsproget* ikke kan træffe.

[1] Faste epiteter i folkevisen:

Det var unge Ebbe Galt,
Han rider udi grønnen lund;
Der mødte hannem bondens væne hustru
Alt i så ond en stund.

(DgF 314B)

[2] Naturalismens epitet: le mot propre:

Til Underretning tjener at »blaahvist« er noget Lignende som blaahvid, men siger jeg »blaahvid Himmel«, giver dette Indtryk af en fast Hvælving, blaahvist skal give det røgagtige, melede, ved en ikke helt blaa Himmel her i Landet.

(J. P. Jacobsen i brev til Edv. Brandes, 1874)