Episke love: den danske folkeminde*-forsker Axel Olriks betegnelse for de regler, der bestemmer komposition* og fortællemåde i folkedigtningen*: sagn*, eventyr*, folkeviser*.

De vigtigste af de episke love, som Olrik påviste, er:

• reglerne om handlingens enhed og handlingens ligeløb (dvs. at handlingen hele tiden bevæger sig kronologisk fremad)
• totalsloven: (kun to personer på scenen samtidig)
• modsætningsloven, der angår forholdet mellem fortællingens hovedpersoner: ung/gammel, fattig/rig, god/ond, stor/lille, jf. Antitese*
• tretalslov: tre brødre, tre prøver
• bagvægtloven: sidste person eller begivenhed i en række er den vigtigste, jf. Klimaks*
• indledningsloven: fortællingen begynder med et roligt optrin, som den egentlige handling udvikler sig af, jf. In medias res*
• hvileloven: fortællingen lægger sig til ro med et kort afsnit efter den sidste afgørende begivenhed (»og de levede lykkeligt...«), jf. Pointe* [1].

De episke love kan under ét forstås som en bestræbelse for enkelhed og overskuelighed, delvis begrundet i den mundtlige overleverings krav til hukommelsen.

[1] Axel Olrik eksemplificerer de episke love:

(Hrolf Krakes saga, afsnittet om Frode k. 1-4); Brødrene Halfdan og Frode havde hver sit rige, den ene var godsindet, den anden en ufredsmand (indledningslov, modsætningslov). [Frode dræber broderen; Halfdans sønner skjules på Vifils ø:] Frode leder efter kongesønnerne; troldmænd åbenbarer ham, at de er i hans nærhed og snarest dær på øen. Frodes 3 forsøg på at fange dem: 1) mændenes komme, 2) de sendes straks i ny søgning, 3) Frode er selv med (3-tal, stigning). Vifil sender drengene til Sævil jarl . . . (de) følger Sævil, da han drager til gilde i kongsgården: . . . En vølve åbenbarer deres tilstedeværelse for Frode . . . det lykkes dem at flygte, og dernæst at brænde Frode inde. »Dær indebrændte også Sigrid, mor til Helge og Hroar, ti hun vilde ikke gå ud«; de lønner Sævil... og overtager riget (hvilelov).

(Nogle Grundsætninger for Sagnforskning = Danmarks Folkeminder nr. 23, 1921)