Epik: den ene af storgenrerne. Den episke (fortællende) digtnings særpræg i forhold til lyrik og drama er skitseret i artiklen Genre*. For de enkelte episke genrers vedkommende henvises til artiklerne: Anekdote* - Ballade* - Dannelsesroman* - Epos* - Eventyr* - Fabel* - Folkevise* - Historisk roman* - Kollektivroman* - Kriminalroman* - Legende* - Myte* - Novelle* - Parabel* - Roman* - Saga* - Sagn* - Science fiction* - Short story* - Udviklingsroman* - Utopi*.

Episk fremstillingsmåde og komposition er behandlet generelt i artiklerne: Beretning* - Dialog* - Direkte tale* - Dækning* - Episke love* - Fabel* - Fortæller* - Handling* - Helt* - Impressionisme* - In medias res* - Kapitel* - Komposition* - Kronologi* - Panorama/Scene* - Stream of consciousness* - Synsvinkel*.

Også vedrørende den historiske udvikling henvises til artiklerne om de enkelte episke genrer. I denne forbindelse skal der blot peges på romantikkens* gennemgribende omvurdering af disse genrer. Den episke storform på prosa, romanen, eksisterer til ind i 1700-tallet, væsentlig som triviallitteratur* (»folkebøger«). Så udvikles o. 1750 den borgerlige roman, med vægt på psykologisk karakterskildring (Richardson, Sterne). Men først romantikken stiller romanen over epos’et som den åbne form, der kan optage alle genrer i sig, og hvori digterens fantasi frit kan udfolde sig. Og i de små, anonyme og hidtil ikke meget ansete genrer mener romantikken, at folkeånden ytrer sig. Sagn, folkeviser indsamles, udgives - og efterlignes (H.C. Andersen, St.St. Blicher). Endelig udvikler tysk og dansk romantik (Blicher!), til dels efter triviallitterære mønstre, den stramt komponerede skæbnenovelle.

Med realisme* og naturalisme* bliver romanen og novellen, begge i varierende former, de enerådende episke genrer, som de stadig er det: udtryk for den tiltagende psykologiske og sociale bevidsthed i nyere tid [1].

[1] Epik:

Det, som afgørende adskiller kunstnerisk erkendelse fra andre erkendelsesformer, er, at den ikke er statisk, men dynamisk, bestemt af stadige forskydninger i forholdet mellem indre og ydre. Den virkelighed, den søger at fastholde, er lovmæssigheden i den rækkefølge af forvandlinger, som bevidstheden gennemløber eller kan gennemløbe, alt imens den skyder gamle omverdenstolkninger af sig som slidte hamme. Det er reglerne for bevidsthedens udvikling, inde i det normale, ud over det normale, som er kernen i problemet kunstnerisk erkendelse.

Til gengæld for sin binding til det indre, oplevelsens former og ordninger, de kendte og ukendte muligheder i mennesket, har digtningen gammel, hævdvunden frihed i forholdet til det ydre. Den kan tillade sig at omdanne en uoverskuelig omverden og et faktisk begivenhedsforløb efter erindringens love og bagklogskabens udvælgelse og dermed gøre tingenes verden til et spejl for digterens bevidsthed. 1 de episke digtformer får denne ret sine mest omfattende virkninger.

I episke værker er digterens personlighed til stede på mange niveauer, i stil og stemning og kommentar til begivenhederne, men i denne række af træk kan det ene indtryk stadig dæmpe og modificere det andet. Først i kompositionen, hvor digteren i Guds sted placerer sig over alle, tilrettelægger begivenhedernes rækkefølge og bestemmer deres vægtforhold, træder hans personlighed frem i en skikkelse, der ikke kan tilbagekaldes,

(Aage Henriksen: Gotisk Tid, 1971; jf. citat ved artiklen Genre)