Enjambement: »overskridelse«; det forhold, at ord, som i syntaks*, betydning og udtale hænger nært sammen, bliver adskilt på overgangen mellem 2 verslinjer.

Denne spænding mellem sprogrytme og versemål kan opleves som en kunstnerisk kvalitet over for en alt for mekanisk, »klaprende«, overensstemmelse, jf. Konflikt*.

I drama-vers, navnlig i Shakespeare-traditionens blank verse* er enjambementer meget hyppige. De nærmer diktionen til talesproget og kan specielt formidle et indtryk af sindsbevægelse [1].

Enjambementer forekommer også ofte i modernistiske frie vers.

[1] Enjambement:

Hamlet: Jeg kommer straks, gå I blot foran.
[Alle undtagen Hamlet går].
Al ting, jeg ser, anklager mig og sporer
min sløve hævn! Hvad er et menneske,
hvis største mål og bedste tidsfordriv
er søvn og mad? Et dyr og ikke andet;
men han som skabte os med dette skarpe blik
for fortid og for fremtid, gav os ikke
den evne og den guddomstanke til
at rådne ubrugt i os ...

(Hamlet IV, 4. Johs. Sløks oversættelse, 1971)