Engagement: begreb, præget af den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre efter 2. verdenskrig. Oprindelig beskriver udtrykket et vilkår, der gælder for enhver forfatter, men kommer hurtigt til at betegne et krav, der kan følges eller negligeres.

Eksistentialismen* hævder, at et menneske altid har ansvaret for den situation, hvori det befinder sig. Man kan acceptere forholdene eller gøre oprør imod dem; under alle omstændigheder er man »engageret«; bundet til dem.

»Uansvarlighedens fristelse«: forestillingen om den rene kunst, kunsten for dens egen skyld, er en illusion: hvad en forfatter skriver, har altid konsekvenser i virkeligheden [1]. Sartre opfordrer forfatteren til at engagere sig aktivt og bevidst: »gøre sig til ét med sin tidsalder«.

Herhjemme kan Sartres tankegang spores i debatten mellem forfatterne omkring tidsskriftet Heretica (1948-53): Ole Wivel, Erik Knudsen, Martin A. Hansen, Bjørn Poulsen, Tage Skou-Hansen, Jørgen Gustava Brandt. Erik Knudsen betoner den risiko for isolation, der er forbundet med selve det at digte [2]. Synspunktet genfindes skærpet hos yngre marxister o. 1970. Jf. Digter*, Fiktion*, Litteratur*, Tendens*.

[1] Sartre præger begrebet »engagement«:

. . . Ethvert skrift har en mening, også selv om denne mening kan ligge fjernt fra, hvad forfatteren havde drømt om at lægge i det. . . Han er »engageret«, hvad han end gør, stemplet og kompromitteret, hvor langt han end trækker sig tilbage . . . Eftersom skribenten intet middel har til at undfly, mener vi, at han i stedet må gøre sig til ét med sin tidsalder; den er skabt for ham, og han er skabt for den.

(Litteraturens sociale funktion, 1945)

[2] Erik Knudsen er skeptisk over for digterens virksomhed:

. . . Orientering udad mod den fælles problematik er nødvendig for digteren, hvis han vil have sin samtid i tale. Arbejdet med jeget er nødvendigt for at han kan give sit »budskab« en personlig, oplevet form.

Men lukketheden, isolationen er en fare som digteren bør være opmærksom på. Den fører let til at han identificerer sine egne problemer med menneskehedens . . . Så er det på tide at han river sig løs og søger den kontakt med samtiden og menneskene uden hvilken hans arbejde i bedste fald bliver harmløse kruseduller og i værste fald en hjælp til de kræfter der virker for nedbrydning og opløsning af alle værdier.

(Kunst, Moral, Politik, 1952)