Ellipse: udeladelse af et eller flere sætningsled; den resterende ufuldstændige sætning kaldes også »sætningsemne«.

Ellipsen kan fremtræde som et resultat af manglende sproglig omhu og i så fald udtrykke både voldsom sindsbevægelse og talesprogets skødesløshed [1].

Sætningsforkortelsen kan også virke som en tilstræbt koncentration, fyndigt og markant, som i mange ordsprog*: ’mands vilje, mands himmerig’. I telegramstil og avisoverskrifter er koncentrationen praktisk motiveret.

Udeladelse af verber er karakteristisk for en udpræget beskrivende fremstilling, som lægger vægten på at nævne genstande og deres egenskaber [2]. Specielle anvendelser af sådanne ellipser kan ses i impressionismens* gengivelser af uformidlede sanseindtryk og i den del af modernismens* lyrik, hvis tema er konfrontationen med den tingsdominerede omverden.

[1] Ellipsen angiver både sindsbevægelse og skødesløs hverdagstale:

. . . »Hold nu Mund, Stang! Ellers smider jeg dig ud.«
»Du! Mig! Ud! Jeg! Dig! Ind!«
Stang lod sig falde ned i en Stol og smed Gardinstangen.
»Pænt Gardin! Nydeligt Mønster! Synes du ikke?«

(Tom Kristensen: Livets Arabesk, 1921)

[2] Beskrivende verbalellipse:

Det var en Junidag med stille, bagende Solskin, som man ogsaa kan have dem i Jylland, Søndag, Alverden nybagt, nyvasket, og som badet i Lys, Landet overalt grønt, Agrene som en Sø af Korn, Kæret lysegrønt og prikket af det jydske hvid- og sortbrogede Kvæg, saa langt Øjet saa’; selv Heden og Højene, ellers saa mørk, forklaret af et skært Ovenlys, de fjerne Horisonter klare, helt over ad Rold Skov til, Himlen lutter Lys.

(Johs. V. Jensen, Ved Livets Bred, 1925)