Dækning

Dækning: betegnelse for en bestemt måde at gengive personers tale/tanker på. Dækningen er en mellemform mellem direkte og indirekte anførelse; den er farvet af den talendes/tænkendes eget sprog (fx eder, dialekt), men er dog holdt i 3. person og datid, således at det formelt stadig er fortælleren, der gengiver, hvad der tænkes eller siges. Fortælleren dækker sig altså bag en af fortællingens personer.

Dækningsformerne kaldes »dækket direkte tale« og »indre monolog«. De er begge vigtige ejendommeligheder i fortælleprosaen efter 1870. Dækningen er et udslag af fortællerens bestræbelse for at træde tilbage, så læseren får en fornemmelse af at være førstehåndstilskuer, jf. impressionisme*.

Den dækkede fremstilling virker ikke som referat af tanken/talen, hvad der ville minde os om fortællerens tilstedeværelse: et referat forudsætter én, der refererer. Dækningen efterlader et indtryk af tanken/talen selv. Og er til forskel fra den direkte anførelse uden inquit*, som også erindrer om fortælleren, og som, hvor det drejer sig om gengivelse af tanke, ville røbe, at fortælleren går ud og ind af personernes bevidsthed, jf. Fortæller* [1].

Gennem den indre monolog kan fortæller, og dermed læser, solidarisere sig med én af fortællingens personer. Den indre monolog skaber illusion af fortrolighed [2].

Nært beslægtet med indre monolog er »stream of consciousness«*.

En særlig udvikling af dækningen er den »kollektive spejling«, der gengiver en gruppes bevidsthed og sprogbrug: fx hvad »man« tænker og siger i sognet [3]. Eksempler i Johs. V. Jensens Himmerlandshistorier, Marie Bregendahls »Sødalsfolkene« og Kirks »Fiskerne«.

[1] Dækket direkte tale i mundtlig fortællestil:

. . . Far forlangte jo Handelen gjordt tilbage, naa men Anders var ikke hverken til at hugge eller tygge i tage Hesten tilbage var der ikke tale om, give Far 10 Kr tilbage heller ikke, Anders holdt jo paa Far var et voksens Menneske Hesten havde han købt ved Dagslys men di kunde jo saa prøve om di kunde sætte ham i Kasjotten hvis di vilde være bekendt hans Kone og Børn kom på Sognet mens han sad inde han trode vist selv han græd saadan sagde Mor bagefter . . .

(Ingeborg Munch fortæller - fra en horeunges liv, Politiken 6.9. 1970)

[2] Indre monolog:

Han løber... løber... aah, nu ved han, hvorfor man bor i en By og har Far ug Mor og Bedste ... Aah, det er for naar det blir mørkt, og man er bange... Han har osse saa tit været bange oppe i Dueslaget, naar det var rigtig mørkt, men saa var der jo alligevel det, at han ku’ høre dem nedenunder eller osse vidste, at hans Far og Mor laa i Sovekamret ved Siden af...

(Knuth Becker: Det daglige Brød, 1932)

[3] Kollektiv spejling:

Meget skal en høre, før ørene faller av. Et sant ord, det fikk de erfare på Kranes konditori de dagene. De var rent utmattet efterpå.

Det var der det foregikk.

Ikke alt naturligvis, men mere enn nok. Tal om opvask. En gikk og trodde, en var inne i litt av hvert, ikke større byen enn dette er . . .

(Cora Sandel: Kranes konditori, 1946)

Glossary

Inquit

eller inkvit (med k) er en betegnelse for en såkaldt anførende sætning, dvs. en sætning, der både angiver:

  • at der er en, der taler
  • hvem det er, der taler
  • og i nogle tilfælde også, hvordan den talende taler.

Eksempler på anførende sætninger: siger han, indvendte Fru Jensen, skreg den lille pige osv. I disse eksempler er de inkvitte verber: 'siger', 'indvendte' og 'skreg'.

Antologien til dansk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-2-5 | Kontakt