Børnebog: Indtil kort før 1800 var litteraturen for børn og unge udelukkende af pædagogisk-moraliserende karakter. Først da man i førromantikken* (Rousseau) og romantikken* lærer at opfatte barnet som et selvstændigt væsen, og ikke blot som en lille voksen, opstår en egentlig fiktions*litteratur for børn.

Fra 1800-tallets første halvdel kan nævnes brdr. Grimms eventyrsamling Kinderund Hausmarchen, 1812-22, og H. C. Andersens eventyrdigtning, 1837 ff. Mange børnebogsklassikere hører hjemme i århundredet: Alice i Eventyrland, Laura-bøgerne, Coopers indianerromaner.

I 20. århundrede kommercialiseres børnebogslitteraturen for alvor og antager et uoverskueligt omfang. Serieudgivelse bliver almindelig: Jan-, Puk-, Susybøger; dertil kommer tegneserierne. 1970'erne blev udgivet en del socialistiske børnebøger i Skandinavien [1].

Det brogede materiale kan overskues gennem opdelinger ud fra forskellige synspunkter. Man kan skelne mellem småbørnsbøger (overvejende billedbøger og bøger om dyr) og bøger for større børn og unge.

En grov opdeling i drengebøger og pigebøger, - som i øvrigt langtfra altid bestemmer drenges og pigers læsning, kan præciseres ved en yderligere sortering i stofbestemte genrer*: indianerromaner, krigsbøger, børnekrimi'er, bøger, der foregår i (kost)skole- eller hospitalsmiljø.

Eller man kan gå ud fra virkelighedsbilledet og skelne mellem realistiske bøger, der spejler det samfund, børnene lever i, og fantastiske fortællinger med tilknytning til eventyret, fx Peter Plys og Pippi Langstrømpe.

Vurderingskriterier

1. Læsbarhed

I analysen og vurderingen* kan man for det første interessere sig for, hvor godt bogen kan læses og forstås af det publikum, den henvender sig til.

Sprogets læsbarhed fremgår delvis af dets lix*-tal, som er et kombineret mål for sætningslængde og ordlængde. Læsbarheden afhænger også af ordvalg og ordbrug, fx sjældne ord, fremmedord, billedsprog. Videre må man undersøge:

• fortæller*-holdningen: lettest at følge er den alvidende fortæller, som skildrer personerne både udefra og indefra og kommenterer undervejs
• handlingens* opbygning: skrider den kronologisk frem?, er den énstrenget, eller sammenflettes flere handlingsforløb?, er den opdelt i korte, selvstændige episoder?
• personkarakteristikken: er personerne moralsk entydige eller blandede?
• spændingen: om bogen overhovedet rummer spænding, der kan fængsle læserne, og i så fald om spændingen er en ydre spænding, fx skildringer af forfølgelse og kamp, eller en indre: psykologiske modsætninger, moralske konflikter.

2. Almen humanistisk vurdering

En humanistisk-psykologisk vurdering lægger vægt på, at bogen stimulerer barnets selvvirksomhed, intellektuelt og følelsesmæssigt. Den meget forenklede, læservenlige fremstilling kan komme i konflikt med dette krav. Den humanistiske vurdering tager afstand fra det snævre menneskebillede i mange børnebøger: heltedyrkelse, voldsanvendelse som problemløsning, diskriminering (af piger, indianere, forbrydere).

3. Vurdering af samfundsbilledet

Den, overvejende socialistiske, børnebogsforskning havde i 1970'erne og -80'erne fokus på den borgerlige indoktrinering, som man mente foregik i de allerfleste børnebøger: handlingen fandt sted i et middelklassemiljø, og selv de »frække« børn anfægtede ikke det etablerede voksensamfunds normer: accept af kønsrollerne, klassedelingen og ejendomsretten, tillid til autoriteterne, fx politiet [2].

[1] Opdragelsesidealet bestemmer børnebogens intention:

Både den didaktiske og den følelses- og fantasistimulerende intention vil tilføre de opvoksende noget (kundskaber respektive indre harmoni). Men man kan også begrænse opdragelsens mål til en imødekommenhed over for børns behov. Som en tredje intention kunne man derfor opstille den behovstilfredsstillende intention. De behov, som i første række kan tænkes tilfredsstillet gennem den litteratur, der udgives for børn og unge, er behovene for glæde og tryghed. Det kan dog diskuteres, hvorvidt denne behovstilfredsstillende intention er en helt selvstændig intention. Ønsket om at tilfredsstille børnenes behov kan tænkes at indebære en speciel vurdering af barnet, som kan være identisk med en romantisk tankegang (børnene står ifølge de romantiske pædagoger nærmere »natten« end de voksne, lever i »morgengryet« . . .).

Den behovstilfredsstillende intention kunne også være en del af den følelses- og fantasistimulerende på den måde, at man tænker sig, at den, som under opvæksten oplever glæde og tryghed, derigennem får mulighed for at frigøre de iboende kræfter, som kan gøre også den voksne til et harmonisk menneske. Man kan også tænke sig, at barnet har behov for kundskaber og normregler, hvad der ville føre den didaktiske intention ind i billedet.

Et specielt problem i denne sammenhæng er den tendens til voksenfjendtlighed i den moderne børne- og ungdomslitteratur, som hører sammen med hensynet til barnet. En baggrund findes vel i den romantiske pædagogik, som ved at understrege at barnet står nærmere natten end dagen og dermed også de værdifulde natlige kræfter, kom frem til at betragte barnets frie fantasiliv som et liv af større værdi end de voksnes hverdagsliv. Tendensen at nedvurdere de voksne over for børnene har vakt debat.

(Inge Cramer, Gunnar Jakobsen, Göte Klingberg: Litteratur for Børn og Unge, 1973)

[2] Marxistisk kritik af børnebogsproduktionen:

Utallige dårlige børnebøger bygger på misforståelser eller undskyldninger omkring, hvilke ting og fænomener børn kan forstå. Fordrejningerne, fortielserne, overforenklingen, idylliseringen, absolutterne begrundes med, at børn ellers ikke ville kunne forstå indholdet. Sært nok (eller indlysende nok) er det navnlig sagforhold omkring menneskers reelle livsbetingelser i samfundet, som man mener børn ikke kan forstå - uden fordrejninger, fortielser og overforenklinger.

Den bevidsthedsmæssige undertrykkelse gennem børnelitteraturen forsvares således ikke kun med, at »virkeligheden er kedelig« — men også med, at børn ikke kan forstå virkeligheden.

Ud fra en udviklingsteoretisk synsvinkel kan man imidlertid ikke finde nogen argumenter for, at bestemte sagforhold - og specielt sagforhold, der drejer sig om reelle samfundsmæssige vilkår — ikke skulle kunne forstås af børn. Problemet ligger som omtalt i forbindelse med spørgsmål om virkelighedens kedsommelighed ikke i selve emnets karakter, men i den måde, hvorpå emnet formidles til børnene.

Rent bortset fra at politisk betonede emner ikke er sværere at forslå end så meget andet er det, som er afgørende for barnets forståelse, at man tager sit udgangspunkt i barnets erkendelsesmæssige muligheder. Ved at tage udgangspunkt i en for barnet velkendt begrebsverden og social sammenhæng, kan man forklare det selv tilsyneladende meget komplexe begreber og sammenhænge.

(Agnete Diderichsen i: Børn, Litteratur, Samfund, 1972)