Beskrivelse: en af de episke fremstillingsformer, jf. beretning*, dialog*, refleksion*. Man kan skelne mellem personbeskrivelse (udseende, karakter), tingsbeskrivelse, naturbeskrivelse og miljøbeskrivelse.

Den udførlige personbeskrivelse er yndet af 1800-tallets alvidende fortællere. Fra slutningen af århundredet foretrækker forfatterne at skjule sig i personerne fremfor at beskrive dem direkte, jf. dialog*, indre monolog*, fortæller*. Eller man lader dem åbenbare deres karakter gennem handling. I triviallitteratur* og børnebøger* er personbeskrivelsen dog stadigvæk almindelig, begrundet i hensynet til tydelighed.

Tings- og miljøbeskrivelsen er ofte et middel til at gøre fremstillingen autentisk, give den virkelighedspræg [1]. I naturalismens* fortællekunst kan den omfattende miljøbeskrivelse motivere personkarakteristikken ud fra den tanke, at mennesket er bestemt af arv og miljø.

Naturbeskrivelser kan ledsage handlingen som et akkompagnement, evt. foregribe den som et varsel [2]. I sine mere påtrængende former: måneskin, når de elskende mødes, tordenvejr i katastrofesituationer, hører denne funktion hjemme i romantikkens* fortællinger, i dag overtaget af triviallitteraturen. Men ledsagebeskrivelser kan også anvendes finere og mere diskret som stemningsanslag.

[1] Miljøbeskrivelse skaber autencitet:

. . . De som husker sommeren 59 vil også huske, al den var den varmeste i 10-15 år. Det var tillige den sommer Coca-cola første gang kom frem i Danmark. Storebroderen befandt sig på Tisvilde Strand med en gruppe jævnaldrende, som denne sommer næsten udelukkende drak Rom-og-Cola på badehotellet eller i deres sommerhuse. Det var den sommer Fidel Castro stod foran sin endelige sejr over Batista, og man fandt det symbolsk at sommerens drik var blevet Cuba Libre . . .

(Anders Bodelsen: Drivhuset, 1965)

[2] Naturbeskrivelsen akkompagnerer handlingen:

...Det var Aften, og der trak et strængt Vejr op med Torden og Lynild, det grusseligste jeg nogen Tid har kjendt - ret som Verden skulde forgaae ... Det kunne vel være en Timestid eller noget mere over Midnat, da jeg vaagnede. Det var stille udenfor, og Maanen skinnede ind ad Vinduet ... Det kom mig for, at det var saa roligt henne hos Cecii; jeg kunde slet ikke høre, hun drog sin Aande; ikke heller fornam jeg mere til Esben ... Nu blev jeg urolig i mit Sind, sprang ud i Kjøkkenet og tændte Lys, og dermed gik jeg op i Overstuen. Aa Gud hjælpe os naadelig og vel; hvad saa jeg der? Hun sad i Esbens Seng, og havde lagt hans Hoved i sit Skjød; men da jeg saa nøjere til, var han saa bleg som et Liig i hans Ansigt, og Lagnerne vare røde af Blod . . .

(St. St. Blicher: Hosekræmmeren, 1829)