Besjæling: kalder man det, at ting, planter, dyr og naturfænomener tillægges menneskelige egenskaber, »sjæl«.

Besjælingen er gerne knyttet til verber og adjektiver: »Sig glæder selv, skjøndt gammelklog, den blege, syge Maane«. Som eksemplet viser, kan de ord, der rummer besjælingen, synes at have en uegentlig, overført betydning; »sig glæder« kunne således tolkes som »skinner«. Besjælingen henregnes derfor traditionelt til billedsproget*.

Besjælingen er et fundamentalt træk i menneskets oplevelse af omverdenen og forekommer i digtning fra alle tider, især i lyrik*. De stemninger, naturen fremkalder i os, oplever vi som egenskaber ved dén: skoven er lys og venlig eller mørk og truende.

Besjælingen udtrykker ofte en fortrolighed med omverdenen. Paul la Cour, der bestemmer digterens inderste viden som en viden om slægtsforhold (se citat v. art. Metafor*), kalder en samling naturdigte »Menneskets Hjem« [1], Denne naturoplevelse fremtræder i romantikken* som en filosofisk underbygget livsholdning, jf. Panteisme*.

Det fortrolige forhold til tingene kan også, uden filosofisk baggrund, virke hyggeligt-intimt eller barnligtnaivt [2].

I modernismens* lyrik forekommer en besjæling af helt modsat karakter: her udtrykker den en følelse af fremmedhed og afmagt. Den moderne omverden, storbyen, maskinerne, fremtræder som en trussel imod mennesket; man kan ikke orientere sig i den og beherske den: den synes at handle på egen hånd, jf. eksempler ved artiklen Dehumanisering*.

[1] Besjæling: mennesket spejler sig i naturen:

Spejling

Af Jorden, som ligger badet i Graad,
af Stjernernes Skrift paa Vandet
og Kornets tunge, bøjede Bryn
et Ansigt har fint sig dannet.

. . . Forundrede Ansigt, din stumme Mund
har Ord, vi slet ikke kender,
hvad er det for brændende Gaaders Dyb,
du smerteligt mod os vender.

. . . Du fjerne, som kommer tyst fra os selv,
du Menneske, som vi møder,
hvor vi kan gribe med følsom Haand,
Og hvor vore Øjne gløder.

(Paul la Cour: Menneskets Hjem, 1931)

[2] Besjælingen udtrykker det hyggeligt-intime:

Aprilsvise

Nu har Viben Æg,
Pilen dygtig Skjæg,
Og Violen smaat paa Volden pipper;
Gaasen sine Smaae
Lærer flittig gaae,
Skaden vindigt med sin Hale vipper.

(Poul Martin Møller, 1825)