Ateisme: benægtelse af Guds eksistens. Naturalismen* bryder radikalt med enhver form for tro og religiøs spekulation. Forudsætningerne er dels tysk bibelkritik, som på historisk grundlag (Strauss), og på religionspsykologisk (Feuerbach) anfægter Bibelens umiddelbare sandhed, - dels Darwins nedstamningslære, der gør det umuligt at forestille sig, at mennesket er skabt i Guds billede. Brandes hævdede i sin indledningsforelæsning på Kbh. Universitet 1871 retten til at »tænke frit«.

Et gennemgående tema i J. P. Jacobsens forfatterskab er kampen mellem den nyvundne ateisme og følelsesbindingen til barnetroen [1]. Også for Henrik Pontoppidan er ateismen anfægtet: den kristne tradition er en »spøgelsesstemme« i vort indre.

Generationen efter 1900: Johs. V. Jensen, Thøger Larsen, Jeppe Aakjær og den lidt ældre Ludvig Holstein udvikler et biologisk livssyn, en tro på vækstens evighed, der erstatter det kristne udødelighedshåb.

For de allerfleste af det 20. århundredes digtere er ateismen en selvfølge. Kristne digtere optræder nu kun sjældent: Jakob Knudsen, Kaj Munk, Martin A. Hansen.

[1] Ateisme:

«Men,» udbrød Niels Lyhne, «fatter De da ikke, at den Dag, Menneskeheden fri kan juble; der er ingen Gud! den Dag skabes der som med et Trylleslag ny Himmel og ny Jord. Først da bliver Himlen det fri, uendelige Rum, i Stedet for et truende Spejderøje. Først da bliver Jorden vor, og vi Jordens, naar hin dunkle Saligheds og Fordømmelses Verden derude er bristet som en Boble. Jorden bliver vort rette Fædreland, vort Hjærtes Hjem, hvor vi ikke er som fremmede Gæster en stakket Tid, men al vor Tid. Og hvilken Intensitet vil det ikke give Livet, naar Alt skal rummes i det, og Intet er lagt hen udenfor. Den uhyre Kærlighedsstrøm, der nu stiger op mod den Gud, der tros, - naar Himlen er tom, da vil den bøje sig hen over Jorden, med elskende Gang imod alle de skønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi har potenseret og smykket Guddommen med, for at gøre den vor Kærlighed værd: Godhed, Retfærdighed, Visdom hvem kan nævne dem alle? ...»

(J. P. Jacobsen: Niels Lyhne, 1880)