Arbejderlitteratur: defineres forskelligt: som litteratur skrevet af arbejdere eller for arbejdere eller om arbejdere. I alle tilfælde forudsætter arbejderlitteratur bevidstheden om en arbejderklasse; arbejderlitteraturen opstår sammen med industriarbejderen, da industrialismen udvikles i 1800-tallet, og er ofte en protest mod udbytningen.

Litteratur skrevet af arbejdere har altid haft meget vanskeligt ved at nå frem til forlagene og ind i litteraturhistorien. Den danske arbejderlyrik, som blomstrer frem efter 1870, kan man finde i arbejderpartiernes sangbøger. De store genrer er endnu spinklere repræsenteret; de få ældre eksempler hører især hjemme i 1930erne (Martin Nilssons roman Dokken).

I 1970'erne opstod dog en betydelig interesse for denne form for arbejderlitteratur i venstrefløjens tidsskrifter og på dens »alternative« forlag [1]. Centrale arbejderforfattere var Åge Hansen-Folehaven (1913-1979) og Grethe Stenbæk Jensen (1925-2009).

Hvis man nøjes med at definere arbejderlitteratur som litteratur om arbejdere og arbejderproblemer, falder megen socialistisk litteratur ind under begrebet: Nexøs romaner, Malinovskis (senere) revolutionære lyrik, dokumentarismen* fra midt i 1960erne og frem, opsøgende teater og arbejdspladsrapporter.

[1] 1970erne interesserer sig for arbejderlitteratur:

I Norge arbejder forlaget Pax med sagen. I Sverige har Ordfront genudgivet flere proletarromaner. Herhjemme har Hug! præsenteret, introduceret og (mest) diskuteret arbejderlitteratur, uden halleluja-arbejderisme. En forskningsgruppe for arbejderlitteratur efterlyser på en plakat, der er udsendt til 5000 danske arbejdspladser, digte, noveller osv. af arbejdere. Samlerens Forlag modtager ifølge annoncer i Hug! manuskripter til bedømmelse af og om danske arbejdere. Universiteterne har udskrevet prisopgaver i arbejderlitteraturforskning. LOs fagbladsservice og Ole Hyltoft har igangsat en novelleserie om Arbejdsliv.

(John Chr. Jørgensen: Politiken, 21.8.1975)