Apostrofe: påkaldelse, - af en gud, et menneske, et personificeret begreb eller et stykke besjælet natur.

Apostrofen tilhører navnlig den ældre lyrik. Den er et direkte udtryk for den store, rene følelse: inderlighed eller højstemt, ofte religiøst begrundet alvor.

I nyere digte er den især forbundet med ironi og indignation [1]

[1] Apostrofer:

Vreden, gudinde, besyng . . . (Homer, o. 700 f.Kr.).

O GUD, af Hiertens Grund min Sjæl er rede (Kingo, 1674)

O venlige Mark! O Lund saa prud! (Oehlenschlæger, 1805)

Talentløse statsministre! Statsansatte bøller! Velkommen også I! (Malinovski, 1963)