Antitese: sammenstilling af modsætninger.

Antitesen som stiltræk

Ordkontraster kan være middel til pompøs og propagandistisk fremhævelse eller udtryk for den stærke følelse, der ikke kender til mellemstandpunkter eller forbehold [1].

Begrebsmodsætninger

Men antitesen er måske overhovedet »betydningens grundstruktur«: vi tænker og oplever i modsætninger, jf. moralske og religiøse antiteser som ond/god, synd/nåde, menneske/Gud, kød/ånd; biologiske som mand/kvinde, ung/gammel, liv/død; sociale som rig/fattig, bourgeoisi/proletariat; historiske som før/nu; topografiske som land/by.

Modsætningen mellem natur og kultur er, med varieret og forskelligt vurderet begrebsindhold, uhyre udbredt i digtningen.

Erkendelsen af sådanne begrebskontraster er en hovedopgave i fortolkningen af tekstens udsagn. Jf. Semantik*.

Antitesen som kompositionsprincip

Kontrasterne kan ligge skjult i teksten, men også fremtræde klart og markeret. Antitesen fungerer da mere eller mindre tydeligt som et kompositionsprincip. I drama* og epik* fordeles modsatte holdninger, tanker og moralske kvaliteter på forskellige personer. Typiske personstrukturer er: helten og hans modstander (Aladdin/Noureddin, Hjalmar Ekdal/Gregers Werle), - parret, gerne kontrasterende i menneskelig kvalitet (Adam/Alma, Lykke-Per/Jakobe, Helmer Franck/Mira, Ellen), - eller en hovedperson som genstand for modsatte kræfters kamp (Karl Winstrup mellem pastor Nordbye og Rebekka, Susanne mellem Clemens og Hubert) [2].

Antitesen kan i kompositionen også træde frem som en modsætning mellem lokaliteter (undertrykkerne på soldækket, de undertrykte på banjerdækket i Hans Kirks »Slaven«), eller mellem før og nu (gammelliv og nutid i Martin A. Hansens »Løgneren«).

[1] Antitesen er karakteristisk for barokkens stil:

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hinanden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er ene af Salighed fuld.

Kingo, 1681.

- men til enhver tid ejendommelig for nogle digtere:

. . . Smeltede taktstokke, flydende timeglas
Du kender kærligheden - dens kærlighed, udsigt
Siden forstår du ikke ordet forskel
Du styrer din sky i en sols midtpunkt. . .

Ivan Malinovski, 1958.

[2] De omtalte værker med antitetisk personstruktur:

Adam Oehlenschlæger: Aladdin (1805) - Henrik Ibsen: Vildanden (1884) - Fr. Paludan-Muller: Adam Homo (1841-49) - Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) - Klaus Rifbjerg: Operaelskeren (1966) - Jakob Knudsen: Gjæring-Ajklaring (1902) - H.C. Branner: Rytteren (1949).