Antikken: betegnelse for den græske og romerske oldtidskultur. Antikken er den ene hovedforudsætning for udviklingen af europæisk videnskab, filosofi og kunst; kristendommen er den anden. Den menneskeopfattelse, der kan udledes af antik filosofi og digtning, humanismen*, er på afgørende punkter i direkte modstrid med det kristne menneskesyn. Mellem vor kulturs to hovedtraditioner består der således en spænding, der ofte rummes inden for den samme bevidsthed. Ewalds Ode til Sielen er et eksempel herpå [1].

I århundredernes løb er den antikke eller klassiske tradition blevet bevaret og med mellemrum nytolket. Renæssancen i 1400- og 1500-tallet fornyer studiet af antikkens digtere og filosoffer, især Platon; på dette grundlag udvikler renæssancens humanisme sin forestilling om det frie, selvstændige, »oprejste« menneske. Platons myte om sjælens fald og frelse afviger fra den kristne syndefaldsberetning derved, at sjælen hæver sig selv; imod kristendommens nåde ovenfra står hos Platon forestillingen om eros, menneskets egen stræben mod det fuldkomne.

Klassicismen

1600-tallets franske klassicisme* fremhæver den romerske digtnings ideale karakter: en nutidig forfatter gør intet bedre end at efterligne de gamle. Aristoteles’ karakteristik af tragedien* udbygges (jf. enheder*) og er mønster for Corneille og Racine.

De lyriske genrer, sådan som de er udviklet af de romerske digtere, tillægges en almengyldig, forpligtende karakter: Ovids elegier*, Horats’ oder*, Martials epigrammer*, Juvenals satirer*. Vergils heltedigt »Æneiden« er forbilledet for den episke storform, epos’et*.

Nyhumanismen

I slutningen af 1700-tallet tolker den tyske kunsthistoriker Winckelmann det menneskeideal, der synes at fremtræde i den græske billedhuggerkunst, som: ædel enfold og stille storhed.

Den tyske klassik, Goethe og Schiller, definerer i tilslutning hertil det antikke livsideal, som den indre harmoni, et menneske opnår, idet det besinder sig på sin begrænsning som menneske og forstår sig selv, ikke som individualitet, men som type.

Antikken i dansk litteratur: 1700-tallet

Den danske litteratur reflekterer disse tolkninger af antikken. Barokkens* kunstdigtning eksperimenterer med de klassiske former og udvikler en poetisk stil ud fra den klassiske stillære, retorikken*. 1700-tallet strammer imitationskravet.

Holberg er klassicist: bag komedierne*, epigrammerne*, satirerne*, epistlerne* ligger romerske mønstre. Det samme gælder Holbergs samtid og eftertid: Ewald, Wessel.

Holberg er humanist, i forsigtig opposition til kirken: hvor dén hævder menneskets uduelighed, tror Holberg på et »lumen naturale«, det fornuftens lys, som vi er født med. Holbergs ideal er Sokrates’ krav om at kende sig selv.

1800-tallet

Græsk filosofi og kunst inspirerer den danske litteratur i første halvdel af 1800-tallet. Romantikkens* tilværelsestolkning er platonisk: tingenes umiddelbare fremtrædelse, fænomenerne, er kun et ufuldstændigt afbillede af deres idé, som er deres sande væsen og ophav. Sanserne og intellektet er derfor utilstrækkelige erkendelsesmidler: kun med »anelsen«: fantasien kan mennesket gribe ideen. Romantikerne identificerer anelsen med Platons »eros«.

Men det er navnlig Goethes harmoniske nyklassicisme, der kommer til at præge guldalderkulturen. Oehlenschlægers fremstilling af store, simple karakterer* realiserer, som Thorvaldsens skulpturer, ideen om mennesket som type [2].

Troen på, at selvbegrænsning leder til harmoni, bærer periodens dannelsesfilosofi, jf. Dannelsesroman*. En streng kristendomsopfattelse må dog afvise harmonien som mål for menneskelig stræben.

For Kierkegaard er »græciteten« tværtimod begyndelsen, menneskehedens barndomstilstand af ubevidst uskyld. Kristendommen bringer ånden, og dermed splittelsen, ind i tilværelsen.

Først med naturalismen* og realismen* efter 1870, »det moderne gennembrud«, aftager for alvor den antikke traditions betydning som kulturel baggrund.

[1] I Ewalds Ode Til Sielen mødes kristent med antikt: Platon og Horats.

. . . Som da, naar Ørnens neppe bedunede
Unge, forvoven glemmer sin Moders Røst
Og, klavrende paa Redens Kanter
Styrter, og vaagner i kolde Skygger. . .
Saa skal og du, som altid utrettelig
Flagrer og hopper, høit fra dit kolde Muld,
O faldne Siel, saa skal du aldrig
Stride dig op til dit lyse Udspring . . .
Aldrig før han, som tænder Cherubernes
Flammende Tanker, medynksfuld bærer dig
Op til de Himle, som du Arme
Trodsig forlodst, at udspeide Mørket. . .

(Johs. Ewald: Til Sielen, 1780)

. . . Den sjæl, der kan bevare sin fuldkommenhed og beholde sine vinger, svæver i det høje og styrer det hele verdensalt til de mindste enkeltheder. Men den, der har tabt sine vinger, tumler hovedkulds nedad, indtil den føler fast grund under sig; der føler den sig hjemme, ifører sig et jordisk legeme, som da synes at bevæge sig selv, takket være sjælens kræfter.

Det er vingens naturlige opgave at løfte det tunge, i svævende flugt, opad til det sted, hvor gudernes slægt bor, og det tør man sige, at af alt det legemlige er det vingen, der har mest tilfælles med det guddommelige . . .

(Platon: Phaidros, o. 400 f.Kr.)

Som ørnen, lynets vingede ærindsvend -
Hvem guders drot gav magt over luftens folk,
da med den gyldne Ganymedes
Jupiter havde dens troskab prøvet —
Af ungdom tit og fædrenearvet kraft
Af reden dreves, end med sin id ukendt,
og lærte snart af vårens vinde
uvante kast gennem vinterskyen —

(Horats: Ode (IV, 4), 13 f.Kr.)

[2] Oehlenschlægers og Thorvaldsens nyklassicisme:

I Oehlenschlægers Museum er ikke som i Thorvaldsens alene græske Billeder. Hans Jason er Aladdin, hans Achilles er Helge, hans Guder er »nordiske« og ikke græske.

Dog, dette er kun en Navneforskel, en Etikette. Den, der husker den Scene i »Aladdin«, hvor Styrken og Skønheden i Forening mejsler en Helteskikkelse ud af Drengekroppen og . . . læser Digterens egen Forklaring af dette »overnaturlige« Optrin som en anskuelig Fremstilling af Forholdet mellem Idealet og det derhen stræbende, tvivler ikke om, at de to Figurer, Jason og Aladdin, der er frembragt i de samme Aar, ogsaa er udgaaet af samme Aand og fremstillet ved samme Kunst. Ogsaa Fromhedsidealet er hos dem begge udtrykt ved samme plastiske Midler. Thorvaldsens Kristus er samtidig med og aandsbeslægtet med Oehlenschlægers Balder . . .

Der kan . . . forfattes et Skema over Figurerne i Oehlenschlægers Digtning, der lader de homeriske Grundtyper, især Achilles-Figuren, træde lige saa tydeligt frem som i Thorvaldsens Museum. Og med det Storsyn, som Tids-Afstanden giver, vil man nu ogsaa hos Digteren kunne kende Præget af Winckelmanns Græske: Fremhævelsen af den almene Type paa Bekostning af Enkeltfigurens selvstændige Liv. Han har selv i Winckelmann-Stil nævnet »Stilhed og Storhed« som sin Digtnings Muser . . .

(Vilh. Andersen: Tider og Typer af dansk Aands Historie. Goethe I,1915).