Allusion: hentydning til et andet litterært værk eller til en bekendt situation, begivenhed eller person. Til forskel fra det egentlige citat er allusionen ikke en ordret gengivelse.

Bibelallusioner er særligt hyppige, især naturligvis i den kristne digtning. Men bibelallusionerne kan også markere en modsætning til kristendommen, idet de kristne begreber fyldes med en ny betydning [1], Ofte er sådanne allusioner dog blot en bestræbelse for at give sproget bibelordets kraft og myndighed.

Allusioner til anden digtning er karakteristisk i en del af modernismens lyrik (T. S. Eliot, herhjemme fx Erik Knudsen og Jørgen Sonne). Deres allusionsteknik må ses i sammenhæng med det associations*rige billedsprog*, der udfordrer fantasi og intellekt, - og som udtryk for en traditionsbevidsthed.

[1] Kristne allusioner i Ludvig Holsteins panteistiske hyldest til vækstens mysterium:

Seer du det salige Gry?
Sneer det? Ja Æbleblomstblade.
Alt blev paany.
Bundløs er Foraarets Naade.
Frelst ud af Vinterens Vaade,
Did tør du ty.

(Jehi (hebraisk: »Bliv!«), 1925)