Abstrakt: 'afsondret'. Almindeligvis betyder ordet: begrebsmæssig, uan­skuelig, dvs. hvad der er afsondret fra den fysiske konkrete* virkelighed.

Substantiver, der betegner begre­ber, kaldes abstrakter, fx: vrede, ung­dom, anmodning. Hvis en tekst domineres af abstrakter, får fremstillingen et præg af almengyldighed, den hæ­ves over det konkrete enkelttilfælde. Abstrakt stil er karakteristisk for 1700-tallets litteratur.

Ordet 'abstrakt' bruges også om en fremstilling af omverdenen, der er karakteristisk for megen moderne kunst. Genstande opløses i form- og farveelementer [1], jf. det abstrakte maleri. Mennesker skildres uden indi­viduelle træk. De er rene roller eller funktioner, jf. Dehumanisering*. De­res handlinger giver os intet indtryk af sammenhængende adfærd (identi­tet) [2].

[1] Abstrakt genstandsbeskrivelse:

Fiskekassen

Bøn mellem små
isstumper
stumt stirrende
øjne
glasagtige med
havets dybe blik
et mylder af våde
og grønne ellipser
i kassen af træ

(Robert Corydon, 1953)

[2] Abstrakt menneskeskildring: per­sonen reduceres til sproglig funktion:

henry ind i landskabet han bukker
og takker og går ud igen
ind i landskabet henry han bukker
og takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker henry
og takker og går ud igen etc

(Per Højholt, 1958)