Absurd: egl. 'mislydende', betegnelse for dén oplevelse, at tilværelsen und­drager sig forklaring og fortolkning.

Mislyden, dvs. misforholdet, består i mellem tilværelsen og mennesket, der ikke kan fatte, hvorfor det over­hovedet eksisterer, og som derfor må føle, at enhver handling er formåls­løs [1].

Den absurde livsoplevelse er udgangspunkt for eksistentialismens* filosofi og tema* i meget af moder­nismens* digtning.

Det absurde drama opstår i Frank­rig o. 1950 (Ionesco, Beckett, Tardieu) og betegner et fuldstændigt brud med den dramatiske tradition. Det absurde drama udvikler ingen intrige*, som jo forudsætter en konflikt mellem meninger og interesser: handlingen er en hensigtsløs ageren, som minder om klovnnumre. Dialogen* er ingen samtale, men indbyrdes uforbundne replikker. Sproget er meningsløst som den verden, det foregiver at beskrive.

I overensstemmelse med anden moderne digtning demonstrerer det absurde drama normalsprogets klichékarakter.

[1] Den absurde livsoplevelse:

Det hænder, at kulisserne styrter sam­men. Stå op, tage sporvognen, fire timer på kontoret eller fabrikken, spise, sporvogn, fire timers arbejde, spise, sove, og mandag, tirsdag, ons­dag, torsdag, fredag, lørdag i samme rytme - denne rutine er for det meste let at følge. Men en skønne dag op­står spørgsmålet: hvorfor? og dermed er processen begyndt, i en umådelig lede, blandet med forundring ...

På samme måde bærer tiden os frem gennem alle et indholdsløst livs dage.

Men der kommer et øjeblik, hvor det er os, som må bære den. Vi lever på fremtiden: »i morgen«, »senere«, »når du engang får tid«, »når du bliver ældre, vil du forstå det«. Denne inkonsekvens er beundringsværdig, for når det kommer til stykket, drejer det sig jo om at dø ... 

(Albert Camus, Sisyfosmyten, 1942)