Dualisme/Monisme: ordet dualisme (»dobbelthed«) bruges i filosofi og teologi om enhver lære, der bygger på antagelsen af to modsatte principper. Ifølge den kristne dualisme er mennesket en modsætning af godt og ondt, ånd og kød, evigt og forgængeligt. Denne modsætning er en hovedforudsætning for menneskeskildringen i ældre litteratur.
Romantikkens* psykologi bestemmer barndommen som umiddelbar natur; i puberteten vågner ånden: individet bliver sig selv bevidst, dvs. kan bedømme sine ønsker og handlinger ud fra en moralsk indsigt; den voksne må søge at forene de modsatte kræfter: naturdriften, egenviljen med bevidstheden om det gode. Denne personlighedsudvikling beskrives i periodens dannelsesromaner*. Dér overvindes konflikten i en slags positiv resignation: mennesket lærer at ville, hvad det skal.
Romantikkens harmoniske dualisme, troen på en forsoning af ånd og natur, præger tidens teologi (Martensen), men er uforenelig med en mere fundamental kristendomsforståelse (Grundtvig, Kierkegaard), som må fastholde det absolutte skel [1].
Monisme
Naturalismen* bekæmper dualismen på naturvidenskabeligt grundlag. Naturalismens menneskesyn er monistisk: hvad vi kalder sjæleligt og legemligt, er ikke artsforskellige modsætninger, men forskellige udslag af den samme biologi [2].
[1] Dualisme:
. . . Mens Kiødet sover, Sjæl og Aand
Alt drive Spot med Dødens Baand,
Hvor der er godt at være,
Og Kiødet, om en liden Stund,
Med meer end Englesmil om Mund
Staaer op til Herrens Ære!
(Grundtvig, 1854)
[2] og monisme:
Saa standsed’ og der den Blodets Strøm,
Som før var vant at rinde.
Saa dirred ogsaa de Nerver til Ro,
og Sandserne alle blev blinde.
Og Hjertet og Hjernen virker ej mer,
Du er kun Støv nu og livløst Ler.
Lad længes, lad grædes med Evighedssavn,
Der er kun en Stofhob, en Daad og et Navn.
For alle gode Tanker de kan slet ikke dø,
Før endnu bedre Tanker er spired af deres Frø.
(J.P. Jacobsen, 1884; jf. citater ved artiklen Determinisme / Indeterminisme)